KARAKTERDANNELSENS TO VERDENER: ET KOMMUNALT EKSEMPEL

I min første artikel for Center for Karakterdannelse argumenterede jeg for, at karakterdannelse er en central del af dannelsen, og at karakterdannelse derfor ikke kan ses uafhængig af den samlede filosofiske og sociale sammenhæng, som handling og personlig udvikling indgår i.

Med andre ord: Nogle gange er det godt at være vedholdende, andre gange ikke. Og nogle gange er det godt at være nysgerrig, andre gange ikke. Selv håndgemæng kan i visse sammenhænge være godt, f.eks. under frihedskampen, hvor mange mente, at den normale dyd, nemlig ”fredelig”, snarere var en last. Men dem, som gik ind for samarbejdspolitikken, var naturligvis ikke enig i det, så dyden er også politisk. Når dyderne kommer i kontakt med den sociale og filosofiske sammenhæng, så opstår der ofte en politisk situation.

I den første artikel knyttede jeg disse to forståelser af karakterdannelse an til to læsninger af Aristoteles, som har haft stor effekt på nyere dydsteori. Der er dels en individualistisk- biologisk læsning, som fører os hen til en form for individualiseret dydsoptimering, som let kan gå i symbiose med konkurrencestatens systemer. En sådan symbiose udviklede sig i særlig grad i regi af den positive psykologis fokus på optimisme og humør, som fik stor magt fra slutningen af 00’erne. Den koreanske filosof, Byung-Chul, har kritisk omtalt det som en ”neoliberal selvoptimeringsideologi”. Og så er der dels en social- og moralfilosofisk læsning, hvor det aristoteliske dydskatalog knyttes an til politiske og filosofiske sammenhænge. Det sker ikke mindst i regi af den såkaldte kommunitarisme, som især den skotske filosof Alasdair MacIntyre har sat sit præg på. Den moderne karakterdannelsesteori blafrer mellem disse to ventilationssystemer.

Hos Center for Karakterdannelse knyttes – som jeg forstår det – primært an til den sociale forståelse. Denne forbindelse sker på tre niveauer. For det første via projektbeskrivelsens stærke profilering af skolens formål, som har dybe rødder i den nationale og europæiske tradition. For det andet via interessen for dannelsesbegrebet i det hele taget og for den fransk inspirerede ”personalisme” i særdeleshed. Og for det tredje – og ikke mindst – via centrets arbejde med pædagogiske, teologiske, filosofiske og økonomiske problemstillinger, hvilket man kan læse om i projektbeskrivelsen på s. 26-27. Her kritiseres netop den pædagogiske individualisering og dennes symbiose med konkurrencestat og fortidstab, som den positive psykologi let kan ende ud i.

CfK’s karakterdannelsesforståelse er altså integreret i en bredere dannelsesforståelse helt i udgangspunktet. Men på den anden side: Med den særlige og lidt løsrevne udskillelse af 10 konkrete dyder, som traditionelt har været knyttet til positiv psykologi, og som er angivet i centrets vision, så er der også en lille risiko for, at man går individualismens vej.

Der er som om, at der er en dobbelthed i karakterdannelsen, som er blevet forstærket af tidens politik. Og det er denne dobbelthed, som jeg her vil give et meget konkret eksempel på, nemlig et kommunalt dannelsesprojekt, som udviklede sig i Odense i 2017, dvs. i skolereformens kølvand, hvor vilkårene for den pædagogiske individualisering var særligt gunstige.

Kommunen lavede simpelthen en dannelsesstrategi, og det er denne strategi, jeg nu vil drøfte. Her kan man se, hvordan det kan gå, hvis man ikke fastholder karakterdannelsen på dannelsens grund.

1. Skolens formålsparagraf

Odense Kommune hævder, at kommunens dannelsesstrategi tager udgangspunkt i skolens formålsparagraf. Paragraffen har endda fået en faktaboks, hvor den citeres i fuld længde. Der er dog tale om en ren teknisk gengivelse, for der er ingen ledsagende baggrundstekst eller reference.

Og hvis man søger i dannelsesstrategiens tekst, er der stort set ingen hits på formålsparagraffens centrale begreber. Her er nogle eksempler:

Kundskaber: 0 hits 

Færdigheder: 0 hits 

Videre uddannelse: 0 hits 

Lære mere: 0 hits

Dansk kultur: 0 hits 

Historie: 0 hits 

Andre lande: 0 hits 

Alsidig: 0 hits 

Metode: 0 hits 

Oplevelse: 2 hits 

Fordybelse: 1 hit 

Virkelyst: 0 hits 

Fantasi: 0 hits

Tage stilling: 0 hits 

Handle: 0 hits 

Deltagelse: 0 hits 

Medansvar: 0 hits 

Rettigheder: 0 hits 

Pligter: 0 hits 

Frihed: 0 hits 

Folkestyre: 0 hits 

Åndsfrihed: 0 hits 

Ligeværd: 1 hit 

Demokrati: 3 hits

Det lader kort sagt til, at dannelsesstrategien slet ikke handler om formålsparagraffen, selvom man hævder det? Men hvad handler ”dannelse” mon så om i dette dannelsespapir? Lad os arbejde os ned igennem den korte tekst og se, hvad der sker med karakterdannelsen, når dannelse langsomt men sikkert materialiserer sig som sin modsætning.

2. Ambition og karakterdyder

I dannelsesstrategien står der, at kommunen har en såkaldt ”ambition”. Denne ambition handler om, at børnene bliver fremtidsparate og kompetente, og at de kommer på arbejdsmarkedet og er positive. Ambitionen, som formuleres på ganske få linjer, minder om karakterdannelsesidealet i den såkaldte konkurrencestat, som var meget indflydelsesrigt i de år og vel stadig er det. Her taler man om, at mennesket er en opportunist, en økonomisk soldat og en medarbejderborger. Disse nye ”idealer” afløser de mere klassiske dannelsesformater, som hævdes at høre til i nu hedengangne statssystemer, især nationalstat og velfærdsstat.

Så kort sagt: Odense Kommunes dannelsesstrategi ligger i direkte forlængelse af konkurrencestatens idealer.

Dannelsesstrategiens ”ambition” og dennes fokus på arbejdsmarkedet står i en underlig modsætning til formålsparagraffens tale om kundskaber og åndsfrihed. Det er også mærkeligt, at der ikke står noget om ”fortiden”, som en skole jo normalt beskæftiger sig med.

Og ud af dette nærmest tomme alternativ definerer Odense kommune uden videre næste generations dyds- og karakterdannelsesstruktur. Børnene skal nemlig opøve fire dyder: “Vedholdenhed, nysgerrighed, mod og medmenneskelighed”. Disse dyder skal indfri ”ambitionen” om jobs og fremtidskompetencer, som jo pludselig er trådt i stedet for folkeskolens lovmæssige formål.

Disse fire karakteregenskaber, som er helt almindelige begreber i den moderne dydsfilosofi og dennes initiativer, herunder i Center for karakterdannelse, er ekstremt kort beskrevet i dannelsesstrategien, så det er lidt svært at gå ret meget ind i. Men her er et par eksempler:

“Vedholdenhed” beskrives som at kunne udsætte sin egne behov og klø på, selv om det er svært. Men med udtrykket ”egne behov” psykologiseres dyden. Og med ”ambitionen” in mente ender vedholdenhed derfor let som en slags karrierebevidsthed. Og hvorfor kan vedholdenhed ikke lige så vel være at insistere på retfærdighed og sandhed? Er det ikke det, som historiens store personligheder har gjort. Men er det et ”behov”?

“Nysgerrighed”, som også nævnes, er vanskeligt at udvikle under den ”ambition”, som den fynske arbejdsmarkeds-dannelse hviler på. Nysgerrighed kan kun udvikle sig på et sted med fortællinger og historie og interesse, dvs. med barndommen samt skolens og universitetets formål som kultursammenhæng.

Der står også noget om dyden “mod”. Men det hele står så kort, at det kan betyde alt muligt. Mod er normalt knyttet til fri handling og moralsk integritet, men det står der stort set ikke noget om. Immanuel Kant definerede ligefrem oplysning som at have ”mod til at bruge sin egen forstand”. Det skulle ske offentligt vel at mærke, også selvom man måtte gå imod diverse driftsinteresser. Så denne dyd kommer faktisk meget let i modsætning til arbejdsmarkedsinteresser. Og jeg er heller ikke sikker på, at mod i alle sammenhænge er en egnet karakterdyd til skolebørn. Hører denne dyd ikke mere voksenlivet til i dens rene form?

Endelig omtales dyden “medmenneskelighed”. Der står, at den handler om at styrke ”fællesskabsfølelsen i vores by”. Humanismens rige tradition er ikke omtalt. Dermed ender det ”menneskelige” nærmest som kommunal tilpasning. Folkets skole bliver til kommunal læring.

Det hele afvikles på ganske få linjer, og der er ingen referencer, hverken til folkeskolens formål – altså udover den rent tekniske gengivelse – eller til pædagogisk og historisk litteratur.

I strategien kobles de fire karakterdannelsestræk direkte med økonomisk vækst efter den skabelon, som jeg har beskrevet ovenfor. Kommunen ønsker dermed...

”...at bidrage til vækstdagsordenen i Odense ved at understøtte udviklingen af de karaktertræk hos vores børn og unge, der ruster dem til den fremtid, de går i møde.“

Så dyderne tages altså ud af dannelsen, hvorefter de fremtræder lidt ensomme og forladte. Og fra denne forladthedsposition må de underlægge sig ”ambitionen”, som er stærkt præget af konkurrencestatens begreber. Dermed ender vi i det, som teologen og filosoffen Peter Kemp i 2015 kaldte for ”halvdannelse”, dvs. at man hævder dannelse samtidig med, at man undergraver den.