ET ORDENTLIGT SKÆNDERI
AT ØVE SIG I AT TAGE ET SKÆNDERI PÅ EN ORDENTLIG MÅDE - OG 'BLIVE I UBEHAGET'.
Børn og unge skal lære at tage og blive i de svære samtaler. Selv når den anden er uforståelig, eller vores værdier er uforenelige, eller samtalen kan blive udfordrende og ubehagelig. Det kræver dannelse, åndsfrihed, øvelse og karakterdyder som fx nysgerrighed og viljestyrke at blive i en svær samtale. En demokratisk samtale… med en orden og ordentlighed: ”Et ordentligt skænderi”.
Demokrati er en ’skikkelig måde at være uenig på’, sagde teolog og filosof K.E. Løgstrup. Demokrati handler selvfølgelig også om at finde løsninger og søge konsensus. Men nogle gange er man virkelig uenig. Og så må man diskutere. Og det værste, der kan ske, er ikke, at man aldrig bliver enige. Det værste, der kan ske, er, at parterne går hver til sit og holder op med at tale sammen.
Undervisningsforløbet ’Et ordentligt skænderi’ handler derfor om at øve sig i at tage et skænderi på en ordentlig måde - og ’blive i ubehaget’. I undervisningen indgår bl.a. dilemmaøvelser og rollespil, og der lægges op til overvejelser over, hvorfor ytringsfriheden nødvendigvis må gå ’over dine grænser’.
Undervisningsforløbet ”Et ordentligt skænderi” introducerer også eleverne for nogle af de tænkere, der har været med til at forme det danske samfund som et samfund præget af åndsfrihed – og for nogle af de dilemmaer, de stod i.
Undervisningsforløbet ”Et ordentligt skænderi” er udviklet af Center for Karakterdannelse i samarbejde med Foreningen Åndsfrihed og Grundtvigs Skoletjeneste (Grundtvigsk Forum). Forløbet er p.t. i en udviklingsfase, hvor det afprøves på en række skoler.
Jeg er helt vild med det. Politik lever i konflikt og der er virkelig meget på spil, så der er det ok at blive vred, man skal bare huske at blive det på en ordentlig måde og måske skal vi i det hele taget være bedre til at være i konflikter i situationer, der involverer ubehag. Det skal vi kunne være i. Det er en kompetence, som vi måske ikke været helt gode nok til at give videre.
Søs Marie Serup, Politisk kommentator, i TV2 News & Co, 19.12.2024
VIL DU GERNE HAVE "ET ORDENTLIG SKÆNDERI"?
Vil du høre mere om initiativet eller om muligheden for at være en del af prøveforløbet, så kontakt Ingrid Ank
På baggrund af udviklingsforløbet vil der blive lavet et undervisningsmateriale, som vil være frit tilgængeligt for skoler med 9.-10. klasse.
Ingrid Ank